THD Gatekeeper
THD Gatekeeper
Afføringsinkontinens er en hyppig og ofte socialt invaliderende lidelse, som findes hos både mænd og kvinder med større og større hyppighed med tiltagende alder.
GatekeeperTM er den nyeste metode og teknologi til behandling af mild til moderat afføringsinkontinens.
Hvordan foregår operationen?
Ved hjælp af et pistollignende indføringsudstyr implanteres små stave af en plastikpolymer (polyakrylnitril), som har den egenskab, at de suger vand til sig i et fugtigt miljø. Herved svulmer stavene op og fylder meget mere end før de sugede vand til sig.
Dette udnyttes på den måde, at der anlægges seks små snit ca. 2 cm fra analåbningen, hvorigennem 6 små stave (1,2 mm tykke og 21 mm lange) implanteres ligeligt fordelt i slimhinden i analkanalens omkreds. Indføringsudstyret skubber implantaterne på plads, når lægen bedømmer de kommer til at ligge som ønsket. Derefter suger implantaterne i løbet af de næste 24-48 timer spontant vand til sig fra det omgivende væv, hvorved implantaterne vokser til en diameter på ca. 7 mm men skrumper samtidig til en længde på ca. 17mm. Derved udfylder implantaterne en del af analkanalen, hvorved afføringsinkontinensen forventes at blive mindre udtalt eller forsvinde helt.
Implantaterne forbliver på plads på ubestemt tidmen kan fjernes ved behov.
Operationen foretages under fuld bedøvelse under guidning af ultralyd men egner sig på sigt til at kunne blive foretaget under lokal bedøvelse. Alle patienter kan tage hjem samme dag.

Resultater
Selvom GatekeeperTM allerede er godkendt til brug i EU, så testes det i øjeblikket for et dansk universitetshospital, som deltager i et stort europæisk multicenterstudie sammen med 9 andre hospitaler.
De indledende studier og kliniske erfaringer med GatekeeperTM indikerer, at man vil kunne opnå ca. 80-90% succesrate og en meget høj patienttilfredshed ved denne procedure, hvilket er mindst lige så godt, som de kirurgiske behandlinger man anvender i dag.


